top of page
Psykens mørke side, narcissist
  • Forfatters billedeCristina Klastrup

PTSD ØDELAGDE VORES ÆGTESKAB

Alle navne og steder er anonymiserede af hensyn til historiens personer.



DET FØRSTE MØDE

Britt møder Lars på en bar i starten af 1999. Hun er taget i byen med sin veninde Anne, og er lidt beruset, da hun træder ind på baren. Hun får straks øjenkontakt med en fyr for enden af baren. Han slutter sig hurtigt til Britt og Anne, og ender med at gå videre i byen sammen med dem. Britt er vant til, at mændene altid kigger efter Anne, så hun forventer også her, at det er Anne, Lars er interesseret i. Hun bliver derfor overrasket, da Lars efter byturen spørger hende, om han må følge hende hjem, og om hun giver en kop kaffe. Han følger Britt hjem, og går med op i lejligheden, hvor de snakker og kysser lidt, inden Britt beder ham gå igen. Det overrasker Lars lidt, men det viser sig at være en klog beslutning, da Lars bliver nysgerrig på Britt, og inviterer hende ud at spise dagen efter. Historien gentager sig med kaffe og kys, hvorefter Lars bliver bedt om at gå.


Britt er betaget af Lars. Han er høj, flot, nem at være sammen med, underholdende, galant og interesseret i hende. Og bedst som de lige har mødt hinanden, skal Britt på arbejde. Hun har et job, hvor hun er væk i længere perioder. Allerede dagen efter at Britt er taget på job, ligger der små søde beskeder på hendes telefonsvarer. De taler sammen hver aften, og de glider helt naturligt over i at være kærester.



BRYLLUP OG KRIG

Lars arbejder i militæret, og har flere gange været udsendt til krigsområder. Hvad Britt ikke ved på dette tidspunkt er, at kimen til Lars' PTSD allerede er lagt. Det er dog ikke noget, Britt lægger mærke til. Hun kender ham kun som kærlig og omsorgsfuld. Forholdet udvikler sig hurtigt, og i slutningen af 1999 flytter de sammen i Britts lejlighed. Da Lars igen skal udsendes 6 måneder i starten af år 2000, vælger de to at blive gift på rådhuset for at sikre hinanden, hvis der skulle ske Lars noget. Det er dog ikke en høj-risiko mission, Lars skal ud på denne gang.


Lars' søster har fortalt Britt, at Lars altid har løjet, og det begynder Britt at lægge mærke til. Lars kommer med små løgne, der oftest handler om at dække over sig selv, så han fremstår mere maskulin og ikke taber ansigt.



DER ER 3 I ÆGTESKABET

Det bliver år 2000, og Lars udsendes som planlagt i 6 måneder. Det er første gang han skal udsendes, mens han har en kæreste, og det har han det svært med. Han bliver jaloux, mens han er afsted, og er bange for, at Britt vil finde en anden, mens han er væk. Men bortset fra det, går udsendelsen godt. Lars er hjemme på orlov i 3 uger, hvor han og Britt rejser på ferie sammen. Alt er fryd og gammen.


I 2002 bliver de enige om at købe et hus sammen. Lars skal igen udsendes i 6 måneder i 2003, og denne gang er det i et område, hvor der er større risiko for beskydninger end sidste udsendelse. Nu kan de pludselig maile til hinanden, og Lars ringer også hjem. Det er ham der styrer kontakten, da Britt ikke kan ringe til ham. Da Lars kommer hjem igen, går livet sin vante gang. De får en hund, tager på ferier sammen, og har det generelt rigtig godt sammen. Dog synes Britt, at militæret fylder meget. Hun føler at de er 3 i ægteskabet, og militæret kommer altid før hende. Når militæret kalder, kaster Lars, hvad han har i hænderne.


I 2006 får Lars muligheden for at skifte til en anden militær enhed, som han har drømt om længe. Han og Britt bliver samme år viet igen - denne gang i en kirke. Men lykken varer ikke ved. For Lars skal udsendes igen - og denne gang er det en skarp mission - altså et højrisiko-område i frontlinjen. Ingen af dem ved, at denne udsendelse bliver starten på enden på deres ægteskab.





EN GRIM FORUDANELSE

Da afrejsedagen kommer, kører Britt Lars til bussen på kasernen. De krammer hinanden meget længe, og hun kan se, at Lars' kæbemuskler arbejder på højtryk, som de gør, når noget er svært at håndtere for ham. Han stiger på bussen, og de holder hinandens blik fast. Britt har en meget stærk forudanelse om, at dette her ikke kommer til at gå godt. Det er en stærk og urolig følelse af, at der kommer til at ske noget.


Det er under denne udsendelse, at Britt begynder at miste sig selv. Alle spørger, hvordan Lars har det. Der er kun ét hold venner, der spørger til Britt, som nu er bindeleddet mellem Lars og familie samt venner. Britt er i konstant alarmberedskab. Hun er konstant rædselsslagen for, at der skal ske noget med Lars. Hun ser for sig, hvad hun vil gøre, hvis det utænkeligt sker, og tænker på alle de praktiske ting, hun i så fald skal have styr på.


I løbet af udsendelsen kommer Lars som vanligt hjem på orlov. Han og Britt hygger sig og har det godt, men der er en snært af noget anderledes hos Lars. Det er en fornemmelse hos Britt, som hun ikke kan sætte ord på. Det er en mislyd, en skurren. Som om at tandhjulene ikke kører helt rigtigt sammen.



ET ØDELAGT MENNESKE

Efter sin orlov tager Lars tilbage, og her sker der noget med ham, da han ryger ud i flere farlige situationer. Mens han er på mission, er Britt på kursus i forbindelse med sit arbejde. Her hører hun i nyhederne, at der under missionen er flere omkomne. Hun er rædselsslagen, og kan ikke få bekræftet, hvem der er døde. Hun er 2½ timer væk hjemmefra, og hun kører hjem med hjertet oppe i halsen. På hjemvejen holder hun ind ved en sø, hvor hun beder til de højere magter om, at Lars ikke er blandt de omkomne. Da hun kommer hjem, finder hun ud af, at Lars ikke er blandt de omkomne, og en kæmpe lettelse skyller igennem hende. Det har tæret og tærer uhyggeligt meget på Britt at være i så høj alarmberedskab hele tiden, og hun venter kun på, at Lars kommer hjem til hende i god behold.


Lars' udsendelse slutter i 2008. Dagen for hans hjemkomst er en realitet. Britt er hjemme og venter med længsel på, at kunne kramme Lars igen. Hun hører hans skridt, da han kommer gående op ad havestien, og løber ud for at tage imod ham. Hun åbner døren, kaster et enkelt blik på ham, og ved, at alt er forandret. Fysisk er det Lars, men instinktivt ved hun, at han ikke længere er den mand, som hun sendte afsted. Der er noget i hans øjne og hans holdning, der afslører, at han er kommet hjem som et ødelagt menneske...



FACADEN KRAKELERER

De kysser og krammer hinanden, men Britt mærker ændringen. Som dagene går, går det op for Britt, at Lars er blevet syg. Han kan ikke længere få en hverdag til at fungere. Lars' små løgne bliver nu større, for at dække over sin manglende formåen og kapacitet. Ubevidst hjælper Britt med at dække over ham og holde facaden. Men inden i hende er der et kæmpe kaos. Hun og Lars har stadig fysisk kontakt, men hun har svært ved at navigere i, at mennesket Lars som hun kendte, er væk. Hun er nu selv ved at gå i stykker, og har utroligt svært ved at bede om hjælp. Hun klarer det hele selv, og står med alt selv, da Lars ikke kan bidrage med meget.


Gennem militæret får Britt arrangeret en psykolog til Lars. Han er flov over at gå til psykolog, og det rammer hans stolthed. Britt har aldrig spurgt ind til Lars' første udsendelser, men nu begynder Lars selv at fortælle om sine oplevelser. Ingen har klædt Britt på til at være pårørende til en med PTSD (Post Traumatisk Stress Syndrom) Hun tror, hun skal redde ham, men har taget en umulig opgave. Militæret tilbyder først hjælp til dem som par alt for sent.



SKILSMISSE

Britt har så meget kaos indeni, at hun begynder at opføre sig som en strigle derhjemme, som hun betegner det. Hun tror hun skal klare alting selv, og det er skam og skyld, der holder hende tilbage fra at bede om hjælp. Britt vil have alting på sin egen måde derhjemme, for det er hendes måde at have kontrol med noget på. Hun føler sig ikke set af Lars, og hun ophører med at eksistere som Britt. Hun føler sig nu reduceret til en person med hjælpefunktion.



Lars er også frustreret over hele situationen. Lars' psykiske lidelse driver en kile ind imellem dem og deres ægteskab. De glemmer at være fysiske, og afstanden mellem dem bliver større og større. Britt har hele tiden et håb om, at de nok skal klare den. De har stadig en kæmpe kærlighed til hinanden, men de er ikke længere de samme mennesker, som da de mødtes. I 2009 vil Britt sælge huset, da hun ikke længere magter alt det, der skal gøres og vedligeholdes. Lars har ikke helt ramt bunden endnu, og beder om en skilsmisse. Britt bliver chokeret og bitter. Hun beder ham være sikker på, at han vil skilles, inden han tager den endelige beslutning. Men Lars står fast. Og de bliver skilt.


I årene efter skilsmissen håber Britt stadig på, at de vil finde sammen igen. Men det sker aldrig. Hun sidder tilbage med en masse spørgsmål og ting, hun ikke forstår. Først da hun år senere møder en tidligere jægersoldat, får hun svar på de spørgsmål, hun har haft. Britt slipper først Lars 9 år efter skilsmissen. Lars går helt ned efter skilsmissen, og ender on/off på et veteranhjem, men flytter senere til udlandet og bliver gift. På en tur hjem til Danmark, mødes Britt og Lars igen til en snak, som de har gjort før efter skilsmissen. Her mærker Britt endelig, at hendes store forelskelse har sluppet sit tag i hende. Hun vil dog altid have en kæmpe kærlighed til Lars, og er stadig meget berørt, når hun skal fortælle deres historie. En historie om et forhold, der skulle være endt lykkeligt, men som i stedet blev flået i stykker af udsendelsernes ødelæggende eftervirkninger.



FAKTA OM PTSD

PTSD er en psykisk lidelse, som kan opstå, hvis man har været ude for en traumatisk oplevelse. Det vil sige en meget voldsom eller livstruende begivenhed, hvor man har følt stærk frygt, rædsel eller hjælpeløshed. PTSD (Posttraumatisk belastningsreaktion) er en stressreaktion på en svær psykisk belastning. Tilstanden kan opstå efter meget voldsomme oplevelser, hvor man har følt stærk rædsel, hjælpeløshed og intens frygt – for sit eget eller andres liv.


Ofte forbindes PTSD med soldater, der har været i krig, men tilstanden kan også opstå efter mange andre traumatiserende begivenheder. Et kan fx være katastrofer jordskælv, flodbølger eller ulykker eller grusomheder som krig, voldtægt, røveri, overgreb, vold eller tortur. Måske er man selv blevet truet på liv og helbred eller har set andre blive det, uden at kunne forhindre det i at ske.


Oplevelserne kan være så belastende, at de ’forfølger’ personen gennem påtrængende erindringer og tanker, som han eller hun ikke magter at forholde sig til.

Man genoplever ofte den traumatiske situation igen og igen, både i vågen tilstand som flashbacks, og i søvne som drømme eller mareridt. Man føler som regel et stærkt ubehag forbundet med alt, hvad der minder om den traumatiske begivenhed.

Har man PTSD, er det normalt at forsøge at undgå ting, steder, situationer og personer, der minder om den traumatiske hændelse. Der kan være mange forskellige triggere, som udløser angsten og sætter gang i flashbacks.


Det kan også være noget, som umiddelbart ikke har noget med traumet at gøre. Har man fx været i en krigszone med bombenedslag, kan symptomerne blive aktiveret på en helt almindelig nytårsaften, hvor der er fest og ikke fare på færde. Og har man været involveret i en bilulykke om vinteren, kan det være glatte veje, der får symptomerne frem. Et element i PTSD kan også være, at man går ind i selv og fx ikke kan huske den traumatiserende oplevelse. Det ses tit ved overgreb mod børn, som kan reagere senere hen. Fx hvis de som voksne kommer ud for ud for omstændigheder, der måske bare minder fjernt om de oplevelser, de har haft tidligere, eller hvis de kommer ud i situationer, hvor de ikke længere kan aflede dem selv.


Har du været udsat for en livstruende oplevelse, som du har svært ved at komme dig over, skal du kontakte din læge. Kontakt lægen efter en måned, hvis du ikke har fået det bedre.



103 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page