top of page
Psykens mørke side, narcissist
Forfatters billedeCristina Klastrup

JEG OVERHØRTE ADVARSLERNE

Dette er Mettes historie. Alle navne er ændrede. Mette er i dag 34 år. Hun er vokset op ude på landet med en mor, en far og 5 søskende. Mette er det mellemste barn.



Vold i barndommen

VOLD OG YDMYGELSE

Mettes forældre møder hinanden som meget unge. Når Mette ser tilbage på sin barndom, husker hun ikke andet end vold. Hun er altid det sorte får, som får skylden for alt derhjemme. Hun husker, at hun aldrig har fået lov at være den person, hun gerne ville være. Hun har aldrig været god nok til sine forældre. Til gengæld er hendes storesøster det gyldne barn, som aldrig gør noget forkert. Mette er som barn lidt overvægtig, og hendes mor, som er psykisk voldelig, kalder hende tyk og fed, og siger, at hun skal tabe sig. Én episode står tydeligt for Mette. Faderen er blevet vred på hende, og tager en bøtte makrelsalat, som han hælder ud i hendes hår. Hun husker ikke, hvorfor han gjorde det, men husker fornemmelsen af ydmygelse. Mettes grænser bliver hele tiden overskredet, hun bliver hele tiden gjort forkert, og det er meget svært for hende at være i. Nogle gange tror Mette på det, forældrene siger, og andre gange er der en lille djævel i hende, der nægter at lade forældrene definere den person hun er. Hun har inderst inde altid vidst, hvad hun står for, og hvem hun er. Selv som barn. Hun ser det som sin styrke.


Vold i familien

Mettes far er meget voldelig - både fysisk og psykisk, og der skal ingenting til før han bliver vred. Han er voldelig overfor moderen, men moderen er også voldelig overfor ham. Faderen smadrer ofte ting i huset i raseri, og skræmmer børnene. Han slår også Mette, både i hovedet og på kroppen. Mettes bedsteforældre er hendes trygge havn, hvor hun altid bliver budt velkommen med åbne arme, og hvor hun får masser af omsorg. Det forhold Mette har til sin mor, er ikke tilfældigt. Det er et mønster, der køres videre. Moderen har nemlig det samme komplicerede forhold til sin egen mor - altså til Mettes bedstemor.


I skolen er Mette dygtig. Hun er en af de bedste i klassen - især til matematik og dansk. Men selv hendes dygtighed i skolen bliver ikke anerkendt af forældrene. Mette bliver en pleaser, der higer efter forældrenes accept og anerkendelse af hende. Men forgæves. Derhjemme går hun på listefødder for ikke at vække forældrenes vrede. Dog lykkes det sjældent at undgå forældrenes vrede, da Mette har sin egen vilje. Hun cykler tit ture eller gemmer sig på sit værelse. Andre gange forsvinder hun, og dukker først op til aftensmaden. Dette udløser også forældrenes vrede.



Parforhold med fysisk og psykisk vold

ADVARSLERNE

Som teenager begynder hun ofte at være væk hjemmefra. Hun går sine egne veje og er rebelsk. Hun gør oprør mod en barndom med kontrol og vold. Da hun er knapt 15 år, møder hun Henrik gennem fælles venner. Han er 22, så han er noget ældre end hun selv. Han virker sød og omsorgsfuld, men Mettes veninde advarer hende mod ham, og fortæller, at han har været voldelig mod sin eks-kæreste. Mette tror ikke på veninden. Henrik kan jo lide Mette og bekymrer sig om hende. Forholdet går fint i starten, men Mette oplever ofte, at Henrik er jaloux. Han vil gerne vil have kontrol og vide, hvor hun er hele tiden. Han er både jaloux over at hun snakker med andre fyre, og at hun er sammen med sine veninder eller sin familie. Han kan heller ikke lide, at hun sidder med sin telefon, eller snakker i den. Hendes venner kommenterer på deres forhold. Der er andre af hendes venner, der har oplevet Henrik som voldelig, men Mette lytter ikke efter i starten, og når hun er sammen med Henrik glemmer de begge både tid og sted. Hun får mange komplimenter af ham, og Henrik kører hende gerne til og fra skole, så hun slipper for at tage bussen. Set i bakspejlet ved Mette godt nu, at det var for at have kontrol med, hvor hun var.



Fysisk og psykisk vold

SKYLD OG SKAM Der går et par måneder inden Henrik viser den side af sig selv, som Mette blev advaret imod. Han jalousi er ret udpræget, når Mette taler med andre. Hans vrede bliver værre, og bliver hurtigt til fysisk vold. Mette kan ikke skelne den ene gang fra den anden, og kan ikke huske første gang, han var voldelig. Men hun fortæller, at han meget ofte har slået hendes hoved ind i både væggen og ned gulvet. I bilen bliver hendes hoved slået ned i instrumentbrættet. Volden har været så intens, at Mette har fortrængt mange af episoderne. Hun står alene med det, da hun ikke kan tale med nogen om volden, og hun føler en dyb skam og skyld over, at hun ikke lyttede til sig selv. Heldigvis bor Mette og Henrik ikke sammen på noget tidspunkt.


Da Mette skal til eksamen i 9. klasse, har hun sovet hos Henrik, og han har lovet at køre hende i skole. Om morgenen da hun skal afsted, har Henrik pillet ved sin bil, så den ikke kan køre. Mettes mor ringer, da skolen har ringet. De ringer også til Mette for at høre, hvor hun bliver af. Mette kan ikke sige sandheden, da hun så får tæsk, så hun siger, at hun har sovet over sig. Henrik bliver bombarderet med opkald fra Mettes mor, og pludselig kan Henriks bil godt køre alligevel, så han kører hende i skolen. Skolen har byttet rundt på noget, og ordnet det sådan, at Mette stadig kan nå sin eksamen den dag. Hun går op til eksamen og består.


Hun husker endnu en episode, hvor Henrik kører hende i skole. Hun husker ikke hvorfor, men mens de kører, bliver han virkelig vred. Mette bliver så bange, at hun spinger ud af bilen, mens bilen er i fart med ca. 40 km/t. Hun får asfalt op i foden, og det bløder meget. Henrik stopper bilen, får hende ind i bilen igen, og agerer pludselig omsorgsfuld, hvorefter han kører hende i skole. Læreren spørger ind til skaden, men Mette siger, at hun er faldet. Læreren tror ikke på Mette, men ringer til Mettes forældre, som henter hende, og kører hende på skadestuen. Der er ingen empati fra forældrene, der virker som om, Mettes skade er en forstyrrelse i deres hverdag. Mette har ar efter skaden den dag i dag. Hun har tillid til sin klasselærer og efter få dage, betror Mette sig til hende. Klasselæreren har på et tidspunkt undervist Henrik, og ved, at han er en skidt fyr, og hun lover at hjælpe Mette med at komme væk fra Henrik.



Gravid teenager

GRAVID

Mette og Henrik har ikke været sammen i ret mange måneder, og pludselig finder hun ud af, at hun er gravid. Mette er chokeret, men vil beholde barnet. Henrik er ekstatisk, da han hører, at hun er gravid, men selv mens hun er gravid, er Henrik voldelig overfor hende. Da hun er i 7. måned, truer Henrik med at slå hende i maven. Det er dråben for Mette, som allerede har besluttet, at hun skal væk fra Henrik inden barnet bliver født. En familiekonsulent råder Mette til at komme væk og at hun melder Henrik for vold, hvilket hun gør 1½ måned inden hun føder. Henrik bliver dog ikke dømt, da der ikke er blå mærker på Mette.


Mette føder en søn. Henrik er med til fødslen, og han er meget stolt og omsorgsfuld overfor sin søn. Mettes mor lover at hjælpe med at passe barnet, så Mette kan gøre sin 10. klasse færdig. Mette får lavet en ordning med skolen om, at hun kan komme tirsdag, onsdag og torsdag. Mandag og fredag har hun hjemmestudie. Hun bor stadig hjemme hos forældrene. Henrik kommer ind i mellem forbi for at se til sin søn.


Efter at Mette har forladt Henrik, holder han øje med hende. Henrik ringer ofte til Mettes venner og udspørger dem om, hvor Mette er. Nogle gange lyver vennerne, og andre gange fortæller de, hvor Mette er. Mette går på aftenskole, og ofte dukker Henrik op på skolen, for at kontrollere hende. Men det er under påskud af, at han vil køre hende hjem. På disse hjemture kan Henrik blive voldelig og vred, fordi hun lyver overfor ham. Mette lyver om, hvor hun er, og hvem hun er sammen med. Det er hun nødt til, for at undgå ham. Hun føler sig presset til at køre med ham - hun tør ikke andet. På en af disse ture holder Henrik ind til siden. Han er vred over, at hun ikke har taget sin telefon, da han ringede, og over at hun ikke vil være sammen med ham. Mette er rædselsslagen, og frygter for sit liv. Han tager telefonen fra hende, knuser den med hænderne, og hamrer den ned i instrumentbrættet. Derefter kører han hende hjem. Hun bor på dette tidspunkt hjemme hos sine forældre. Mette har fået beroliget ham ved at snakke ham efter munden.


Hun går til og fra Henrik i en periode, da hun ikke tør afvise ham. Men forholdet slutter definitivt, da Henrik får en ny kæreste. Han har sin søn hver 2. weekend, så snart sønnen er gammel nok. Men da sønnen er 5 år gammel, kan Mette mærke, at der er noget galt, når hun får sin søn hjem fra weekenderne hos Henrik. Hun mærker at han mistrives, og statsamtet bliver indblandet.



Mor og søn

ET NYT LIV

Sønnen er 7 år, da han fortæller en lærer, at hans far slår ham. Han fortæller også Mette, at Henrik har skubbet ham ned ad en trappe. Mette melder igen Henrik, og Henrik går igen fri. Men i 2013 er der gennembrud. Sønnens anklager bliver taget alvorligt, og al samvær mellem Henrik og sønnen stopper.


I dag har Mettes søn det rigtig godt. Han er gået fra udadreagerende som barn til at være en sød og omsorgsfuld ung voksen, der har fravalgt alkohol og er i gang med en uddannelse. Mette har heller ikke længere kontakt med Henrik. Hun har arbejdet meget med sig selv, og er i dag i god balance. Hun er blevet god til at mærke sine egne behov og grænser, og hvilke mennesketyper hun skal holde sig på afstand af. Forældrene er i dag blevet skilt, og faderen er blevet en helt anden person, der er meget mere rolig. Mette ser ham af og til. Moderen er stadig den samme, så Mette taler sjældent med hende. Mette har altid set verden fra en lidt skæv vinkel på grund af sin barndom. Hun ser ind bag mennesket, og er nysgerrig på livet. Hun har altid prøvet at være sig selv, på trods af, at hendes forældre ikke gav hende lov.


Mettes råd til andre i samme situation er at snakke om, hvordan tingene er, og hvordan man har det. Det at snakke om det, har hjulpet Mette meget. Hun møder fordomme fra folk, som ikke kan forstå, at hun ikke forlod Henrik noget før. Mette siger, at det først er når man har prøvet at være i kløerne på en som Henrik, at man kan sætte sig ind i, hvorfor man ikke går før. Mette siger også, at det er meget vigtigt at følge sit hjerte, være tro mod sig selv og tro både på sig selv og sin intuition. Hvis noget føles forkert, så lyt til dig selv. Det er ok både at sige fra og at sige nej. Det kan også godt betale sig at lytte til andres advarsler, hvis de har kendskab til den person, man er i forhold med.


Er du også i et fysisk og/eller psykisk voldeligt forhold, så ring til LEV UDEN VOLD på nummer 1888. Lev Uden Volds nationale hotline tilbyder anonym og gratis rådgivning – telefonisk og på chat. Telefonen er åben 24 timer i døgnet året rundt. Chatten har åbent på udvalgte tidspunkter. Målgruppen er voldsudsatte og voldsudøvende mænd og kvinder, pårørende og fagpersoner. Derudover er mennesker udsat for seksualiseret vold i ikke-nære relationer også en del af målgruppen.





114 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page